Bent Løwe

Bag pigtråd og hegn

BAG PIGTRÅD OG HEGN
Del 2

BEFRIELSEN
Da Paul Lund blev tvunget til at forlade Bramming Hovedgård, flyttede han til Koldinggade i Egtved, hvor han var aktiv i modstandsbevægelsen. Paul Lund lyttede til nyhederne fra London, han var klar over at krigens afslutning snart ville komme, og at Danmark snart ville blive et frit land.

Den 3. maj fik Paul Lund den skøre ide, at gå ud på den mennesketomme Koldinggade, og råbe ”Død over alle landsforrædere og Værnemagere”, dette opråb fik liv i folk, og nu var gaden pludselig befolket, og dem der ikke kom ud på gaden, hang ud af vinduerne for at se hvad der skete.

Den beruselseslignede tilstand han kom i, på grund af hans opråb ude på gaden, for at afreagere, fik senere på dagen en brat slutning. Gestapo var på banen, og de var ude efter hans bror.

Broderen havde efter 17 års ægteskab fået en søn, der blev født på Vejle sygehus. Ret så uventet blev der ringet til Spjarupgård, at de skulle meddele Erik Lund, at hans kone ville blive sendt hjem fra sygehuset, da sygehuset skulle bruges til militære formål, så hans kone og barn ville blive sendt hjem i en ambulance.
Erik Lund foretog en kontrolopringning, for at få beskeden bekræftet, han fik ikke bekræftet at sygehuset ville sende konen og barnet hjem. Erik Lund var klar over, at nu var tiden inde til at gå under jorden.

Da den længe ventede besked om tyskernes kapitulation endelig blev sendt, i radioen, satte Paul Lund sig på knæ, og takkede gud. Det efterfølgende han gjorde, og som mange andre danskere sikkert også har gjort, var at give sig til at råbe og skrige, samtidig med han dansede, hoppede og sprang rundt, hvilket er forståeligt.

På befrielsesdagen tog Paul ind til Domhuset i Kolding sammen med sin onkel og tante, der modtog de hans fætter Kaj, der sammen med andre frihedskæmpere, slap fri at tyskernes ”omfavnelse”.

Et andet særdeles afholdt familiemedlem, var nogle dage tidligere kommet hjem, med en Røde kors transport, fra Porta, hvor tyskerne havde gjort hvad de kunne, for at tage livet af ham.

Mange mennesker drog syngende rundt i gaderne inde i Kolding, det gjorde Paul Lund og flere familiemedlemmer selvfølgelig også, og de var også med til at hylde englænderne da de kom til byen. Samtidig med dette drog tyske soldater mod syd, for at komme hjem, og det var nok de færreste der ville komme til at savne deres tilstedeværelse i Danmark. Det vil blive for omfattende at beskrive alt det der foregik, men det endte med at Paul Lund aftalte med familien, at han skulle rejse til Bramminge for at se hvordan der så ud der.

Bramminge og Bramminge Hoedgård i dagene efter den tyske kapitulation.
Det var dagen efter kapitulationen Paul Lund rejste til Bramminge, hvor han traf forskellige personer, der fortalte ham hvordan situationen var i Bramminge. Dagen efter ankomsten til Bramminge, gik turen så ud til Bramminge Hovedgård.

Da Paul Lund ankom til gården, var der pigtråd om gården, og om parken. Da han oplyste vagten ved gaten hvem han var, fik han uden problemer lov til at passere. Ved den store soldaterbarak på plænen foran indkørslen, vrimlede det med flygtninge i alle aldre, og på snore mellem barakken og træerne hang der vasketøj. Da Paul Lund gik forbi barakkerne mødte der ham en ubestemmelig hørm ud fra vinduerne af noget ildelugtende.

På gårdspladsen blev han mødt af nysgerrige, der ville vide hvem han var, og hvad der ville ske med dem. Der blev snakket lidt fem og tilbage, også om tysk politik, som nok ikke lige var rette tid og sted, og flere personer sluttede sig til, og det endte med en lidt livlig debat, hvor bølgerne gik højt. På et tidspunkt frigjorde Paul Lund sig fra flokken, for at kigge nærmere på hovedbygningen, og det var et frygtelig syn der mødte ham. Hovedbygningen var ramponeret, og temmelig forfalden.

Mange steder i hovedbygningen var der indrettet små kogesteder, og i udestuen var der fyldt med senge og bylter.

Russiske børn.
Rygtet om at ”Slotsherren” var vendt hjem bredte sig som en steppebrand, og var ret hurtigt nået ud i en her klog af ”lejren”. Efter besøget i Hovedbygningen, gik Paul Lund sig en tur i parken. Han kunne beklageligvis konstatere, at parken var lige så ødelagt som huset, og skæmmet af pigtråd, samt flyverskjul til værnemagtens køretøjer.

Der var også blevet bygget nogle store skure. Paul bemærkede at han blev iagttaget af en lille pige på omkring tolvårs alderen, og pludselig spærrede pigen vejen for ham, og hun udbrød ” Onkel – onkel – du må hjælpe os, vi er russiske børn, og vi vil ikke længere være hos tyskerne”.
 
Pigen talte et perfekt grammatisk tysk. Det passer ikke svarede Paul, du er tysker. Nej, nej råbte pigen, og det myldrede frem med lyshårede små drenge, og yndige piger. ”Vi er russere – sovjetrussere – hjælp os onkel, vi vil ikke længere være ved tyskerne.

Paul Lund spurgte børnene hvor de boede, og de pegede over mod vest fløjen, hvorefter de gik der over. Da de nåede frem tog de plads på sengene og byrderne. Børnene fortalte ham deres frygtlige oplevelser om hvordan deres fædre var blevet skudt, og mødrene låst inde i lader eller kirker der blev brændt af, børnene havde flakket rundt i skovene, til de sultne og afkræftede var blevet fanget af tyskerne.
 
Det lykkedes børnene at overbevise Paul Lund om at de var russiske børn, ved at synge nogle russiske folkesange. En 40 årig mand i tysk uniform sluttede sig til forsamlingen, det viste sig, at han var russisk soldat der var blevet tvunget i tysk tjeneste.

Grunden til at tyskerne havde taget børnene med sig var, at de alle havde et nordisk udseende, og nu skulle de gøres til tyske børn. Det foregik ved, at børnene ikke længere måtte tale deres modersmål, de skulle tale tysk, et perfekt tysk. Indlæringsmetoden var enkelt, gjorde de det ikke rigtigt, fik de tæsk med en pisk. De skulle også lære Førerens data udenad, på samme måde som danske børn lærte rim og vers.

På et tidspunkt forlod Paul Lund børnene, men vendte samme aften tilbage, denne gang havde han fru pastorinde Balslev og fru møbelfabrikant Jørgensen med. Fru Jørgensen havde nogle kurve med bagværk til børnene med sig.

Lejrlederen Beck, og kæmner Kruchov fra Bramming kom pludselig ind til forsamlingen, og de forlangte at Paul Lund forlod lejren, øjeblikkeligt, ellers ville de få myndighederne til at hente ham. Paul Lund forlod selvfølgelig lejren med det samme.

På kommunekontoret påstod de, at Paul Lunds oplysninger om, at der var russere i lejren var forkerte. De havde undersøgt sagen, der skulle være tale om personer der var estere, letter og folk der ikke selv vidste, hvad de var.

På en eller anden måde, var Paul Lund inde i lejren igen, hvor han fik lavet en liste med russernes navne, og deres adresser, samt en kort beskrivelse af hvad der var hændt hver enkelt. Denne liste blev sendt til minister Axel Larsen, som henvendte sig til kommunekontoret, dette bevirkede, at alle de russiske statsborgere i lejren straks blev flyttet til kommuneskolen, hvor de blev forplejet af Røde Kors, under ledelse af pastorinde Balslev.

Der skete lidt forskellige ting. Lund havde været en tur i København, hvor han besøgte den russiske kirke. Han ville se om han kunne skaffe lidt hjælp til børnene, det var meget begrænset hvad han fik ud af den rejse. Han besøgte også børnene efter han var kommet hjem fra Københavns rejsen. Den 7. juni skete det så, alle russerne blev flyttet til en særlig lejr for russiske statsborgere, under ”Røde Kors” ledelse. Lejren var etableret ved Blåvandshuk, ca. en km nord for fyret.

Et par dage efter russerne var blevet flyttet til Blåvand, modtog Paul Lund et brev, hvori de opfordrede ham til at besøge dem i lejren. Han blev også bedt om at købe to små russiske flag til et par tvillinger i lejren. I brevet manglede en beskrivelse af, hvor lejren lå, så Paul Lund sendte et brev til frk. Kylle Magnussen i varde. Den 11. juni kom svaret, at lejren lå i nærheden af Blåvand fyr. Frk. Magnussen havde talt med lejrkommandant Iversen, der havde sagt, at et besøg var velkomment, og at han ikke havde lovord nok om russerne.
 
Fortsættes:  - Blåvand lejren