Bent Løwe

Blåvand lejren

Bag pigtråd og hegn
Del 3

Blåvandlejren
 
 


Dette skilt er alt hvad der er at se på stedet.

Det var et par tvillingedrenge der havde skrevet til Paul Lund, og bedt ham komme og besøge dem, og tage to små russiske flag med sig, de havde ikke oplyst hvor i Blåvand lejren lå. Det havde Paul Lund så fundet ud af via en bekendt i Varde.

Den flygtningelejr de russiske flygtninge fra Bramminge hovedgård var havnet i, var en tidligere tysk arbejdslejr fra 1942 – 1945, sikkert en lejr hvor arbejderne der byggede det store bunker fæstningslæg i Blåvand, og måske også Tirpitz stillingen boede.

For at komme til Blåvand fra Jelling hvor Paul Lund boede, selv om han ejede Bramminge Hovedgård, måtte han rejse pr autostop (Tage den på stop /tage den på tomlen) fra Jelling til Oksbøl, og ellers spadsere resten af vejen til Blåvandlejren. Da han nåede ud til lejren vejrede det russiske flag sammen med Røde Kors flaget og Dannebrog over indgangen. Fra vagtskuret lød der et glædesråb ”Onkel Paul kommer”, bag hegnet kunne han se barakkerne hvor flygtningene var indkvarteret.

Ret hurtigt efter det første glædesråb, blev råbet mangfoldig gjort af 20-30 leende, lykkelige børn, der alle ville holde ham i hånden, og han blev trukket med op til den forhenværende ammunitionsbygning, hvor lejr chefen dr. Georg Moltved kom ud af døren, for at tage imod ham.

Paul Lund blev budt velkommen, og han fik at vide, at han var velkommen til at blive nogle dage, men skulle selv sørge for indkvarteringen. Paul takkede for tilbuddet, og gik med børnene hen til deres barak rum, hvor han fik en køjeplads han kunne bruge de næste dage. Og da denne praktiske del af besøget var på plads, gik han ellers på opdagelse sammen med børnene.

Da de gik rundt på gaderne i lejren mødte de mange forskellige typer mennesker, fra mange forskellige steder, mongoler, armenier, nogle fra Hvide Rusland, og kosakker fra Donfloden, samt nogle halv asiatiske typer fra Sibirien. Ustandselig hang børnene ved ham, og alle de mødte på deres vej fik at vide, at ”Onkel Paul” var kommet.

Den første nat var noget af en oplevelse, for næste morgen da han vågnede, fandt han ud af, at Lopperne havde brugt ham som festmåltid. Han havde fået hundrede af Loppebid, men han blev dog hurtig vandt til disse loppebid. Det var meget værre med de mange brag fra mineeksplosionerne, der var forårsaget af tyske soldater, der var var blevet sat til at fjerne deres miner igen. Lejren lå nemlig midt i et minefelt. Oftest når de hørte en eksplosion kom ambulancen fra Oksbøl et stykke tid efter. Det er lidt rystende, at Røde Kors ikke havde kunne finde et bedre sted til en lejr. Beborene i lejren havde oplevet rigeligt, og burde skånes for at opleve yderligere død og ødelæggelse.

Der var ca. 1000 flygtninge i lejren, den dag Paul Lund ankom til Lejren, og dagligt kom der yderligere et sted mellem 10 og 200 nye personer til. I løbet af de 14 dage han var på besøg i lejren, kom indbyggertallet i den lille lejr op på 1400 personer. Når de ankom til lejrene havde de nogle sørgelige påklædninger på, og skoene var ikke bedre værd end at smide væk. Mange bar lasede tyske uniformer. Ud af lejrens 1400 beboere var der ca.150 kvinder og børn, og for dem gjorde dr. Moltved alt hvad han kunne, desværre var det ofte alt for lidt, men han gjorde i det mindste hvad han kunne.

En dag blev Paul Lund inviteret til at spise med ved stabens bord, de fik det samme at spise som flygtningene. Den eneste fordel de havde frem for flygtningene, var beboelsesforholdene der var lidt bedre. Nogle dage senere blev Paul Lund tilbudt, at kan kunne blive regnskabschef i lejren, det tilbud tog han imod.

Dagen efter han fik tilbudt stillingen som regnskabschef flyttede han fra børnenes barak til et lille værelse i økonomi afdelingen. Som regnskabschef skulle han overtage kassen, stå for udbetaling af 5 kr. i lommepenge til alle lejrens beboere en gang om ugen, og en gang i ugen skulle han revidere regnskabet sammen med revisor Olsen. Foruden al regnskabet skulle han også foretage indkøb til en lille kantine, og han skulle også selv stå for salget af det indkøbte.

Børnene
En dag fik de besøg af fremmedpolitiet. Paul Lund var ikke tilstede da fremmedpolitiet ankom til lejren, hvor alle beboere skulle indregistreres (gammelt ord for registreres). Ved denne indregistrering bistod Fru Heinring.

Da Paul Lund hen på eftermiddagen kom tilbage fra Varde hvor han handlede, kom fruen ind på hans kontor sammen med lederen fra rejseholdet, der var noget han skulle have at vide. En leende fru Heinring sagde, at Jacobsen havde noget han skulle fortælle ham, en lille pudsig historie. Lund bad dem tage plads.

Nu skal de høre sagde den smilende politimand – ”En af de første af børnene var drengen Wictor, der med et stort smil stillede sig foran mig. Som sædvanlig indledte jeg med at spørge om hans navn og alder, hvad han vidste god besked med. Dernæst spurgte jeg om han var alene, hvad han svarede nej til. Mit næste spørgsmål var, om han havde familie i lejren, hvad han bekræftede med et nik. – Din mor spurgte jeg, hvortil drengen svarede med et tavst hovedrysten. Søskende? Forhørte jeg videre, og igen rystede drengen på hovedet. Nå jeg opgav at gætte og spurgte i stedet direkte. Hvad familie har du så Wictor, jeg kan ikke gætte det. Onkel Paul lød drengens frejdige svar, og jeg gættede på, at tilfældet havde villet, at en onkel og nevø var havnet i samme lejr. Er han fra Minsk spurgte jeg derfor og blev ikke så lidt forbavset, da drengen pludselig gav sig til at le umotiveret, idet han slog sig på sine lår af bare henrykkelse, og så fik han omsider fortalt, at onkel Paul var intendanten, hvad han mente, at jeg vidste. Alle de øvrige lo lige så hjerteligt som Wictor, og jeg forstod, at jeg i deres øjne var håbløs dum, at jeg ikke vidste, hvem der var onkel Paul”.

Paul Lund smilte, og fortalte om sit første møde med børnene, og hvordan han siden da havde brugt al sin fritid sammen med dem.

Næste dag ankom lægekorpset, samtlige personer i lejren skulle vaccineres mod tyfus og difteri, også denne gang begyndte de med børnene. Børnene var bange for lægen der skulle vaccinere dem, og den første dreng løb skrigende væk da han så kanylen. For at berolige børnene lod Paul Lund sig selv vaccinere først. Børnene havde hørt hvordan ”Deutsche Rote Kreutz” havde vaccineret lige som lægerne her, hvorefter alle var døde, og efterfølgende blev kørt ud til en sandgrav hvor de blev brændt. Efter Paul Lund var blevet vaccineret kom børnene en efter en, dog lidt tøvende.

I kantinen blev solgt alverdens dagligdags ting, en af de ting der blev solgt meget af var dagligvare som mændene kunne bruge til at lave vodka af, da der var forbud mod at sælge alkohol til russere, hvorfor vides ikke. Slagsmål var en næsten ukendt foreteelse Blåvandlejren.

Alt tydede på, at alle var glade og tilfredse i lejren. Paul Lund deltog i en af deres kammeratlige sammenkomster, hvor han smagte noget af deres hjemmelavede vodka, som efter Paul Lund var lidt for stærk for danske mænd.
 
Fortællingen om de russiske flygtninge fortsætter med, at de får en russisk major på besøg. Og endelig rejser de hjem. Læs beretningen her:  - De rusisske flygtninge tager hjem