Bent Løwe

Bramming Hovedgård

Bag pigtråd og hegn
 
 
Et godt råd! Vil du vide noget, er det en god ide at læse en bog. Problemet er bare, at når man finder svar på et spørgsmål, dukker der altid nye spørgsmål op, og jo mere man læser, jo mere uvidende føler man sig.

Bøger har gennem flere år haft stor betydning for mig, og samlingen af bøger om anden verdenskrig er da også nået over 500 eksemplarer. For kort tid siden kom der nye ”Gamle bøger til samlingen, blandt dem, en bog med titlen ” BAG FLYGTNINGELEJRENS PIGTRAAD”, skrevet af Paul Lund, og udgivet på Eget forlag i 1953.

Denne bog havnede i første omgang på sofabordet, og nåede ikke at blive sat i reolen, inden jeg begyndte at bladre i den. Jeg var i gang med at læse en anden bog, om flygtninge, men den kedede mig godt og grundigt, så jeg gav mig til at læse denne her i stedet.

Bramminge Hovedgård bliver kaserne
Det er overskriften til bogens første kapitel, overskriften fangede med det samme. Der er omkring 15 km fra min bopæl til Bramming, og jeg har boet i byen, det er jo en god begyndelse til læsningen af en bog.

Paul lund ligger ganske hårdt ud med fortællingen, som starter den 8. april 1943, hvor der efter beskrivelsen var ganske dejligt vejr. Det var dagen hvor Dannebrog gik til tops på Hovedgårdens flagstang for sidste gang under den tyske besættelse, en meget stor del af gården var ved at blive beslaglagt af de tyske soldater, stedet skulle bruges som kaserne.

8. april 1943 var også dagen hvor Paul Lunds far fyldte 70 år. Da Paul Lund var ved at hejse flaget da Kaptajn Clausen, der skulle indkvarteres på gården fra den efterfølgende dag, kom hen til ham for at høre hvorfor flaget skulle hejses, her er samtalen gengivet.

”De hejser flaget Hr. Lund, men det er næppe til ære for os? – Nej det er det ikke, for dem flager jeg først, når de rejser. – Hvad bevæger dem så til at flage i dag? – Min far bliver 70 år, og vi venter vores slægtninge. – Aha! Havde jeg vidst det, ville jeg have draget omsorg for, at regimentsmusikken i Esbjerg var kommet herud og have musiceret under middagen. – Så var det godt, kaptajnen intet vidste, for det havde næsten været at gøre nar af deres musikere, for min far forlod sit barndomshjem, som var i Nordslesvig, for at undgå tysk militærtjeneste”.

Som Paul Lund skriver, kaptajnen var slået af marken, men han bevarede sin korrekte høflighed.

Poul Lunds slægtninge ankom i løbet af formiddagen, og var temmelig rystet, da de så hvordan tyskerne var i færd med diverse forandringer på stedet, og der faldt da også en del drastiske bemærkninger om værnemagten, en ville bl.a. køre Hitler gennem en kødhakker. På et tidspunk blev de allieredes skål drukket, man forventede de snart ville komme og smide tyskerne ud. Alle på nær en rejste sig, Paul Lunds ene bror blev siddende, han sympatiserede med Nazisterne.

Dagen efter fødselsdagsfesten var tyskerne der så, og de opførte sig eksemplarisk, som Paul Lund skriver, og der blev selvfølgelig taget gensidigt mål af hinanden. Om søndagen var Paul Lund i kirke, der mødte han en tysk løjtnant, Paul Lund stod nu overfor at skulle træffe en beslutning, var det den kristne tro, eller det nationale han skulle forholde sig til. Han valgte den kristne tro. Den tyske Løjtnant var Heinz Gørsgen, som var godt træt af at være soldat, og i den kommende tid blev han inviteret ind i Paul Lunds stuer, hvor de havde nogle fortrolige samtaler. Der var en Premierløjtnant der fandt ud af dette, så Løjtnanten blev flyttet fra gården ind til hotel Kikkenborg inde i byen.

Nu er der mange der har den opfattelse, at alle tyskere var Nazister, og rene djævle, men forholdt det sig sådan i virkeligheden? I kan selv besvare dette spørgsmål, jeg vil ikke gøre mig til dommer over noget jeg ikke selv har oplevet.

En dag da Paul Lund gik tur i parken, blev han kontaktet af en menig soldat der præsenterede sig som Charles Routh fra Strassbourg. Han var tidligere fransk Løjtnant, var blevet tvunget i tysk tjeneste. Han bad om tilladelse til at komme ind til Paul Lund for at høre nyhederne fra London. Der var 40 elasass’er ved kompagniet, og han var blevet udvalgt til at være nyhedsformidleren. Charles Routh kom i Paul Lunds hjem så ofte det kunne lade sig gøre, og de to blev gode venner.

Der var også danskere i tysk tjeneste på Hovedgården, den ene var en ganske ung mælkeassistent ved navn Kurt Freiberg. Grunden til han var havnet i tysk tjeneste var, at han var født som ”Uægte barn”, som søn af en tysk far, og det var åbenbart nok til at blive tvunget ind i den tyske værnemagt. Det må ha været ganske forfærdeligt, da han overhovedet ikke forstod tysk. Det lykkedes modstandsbevægelsen at hjælpe ham og to andre til Sverige via København.

Kaptajn Clausen som tidligere er nævnt, må ha været en vellidt officer blandt folkene i kompagniet. En dag hvor Charles Routh havde drukket sig fuld, og var faldet i søvn på vagten, sørgede han for han kun fik tre dage i kachotten. Under officererne var knap så vellidte blandt de menige soldater, den værste tyran blandt underofficererne hed Wolf.

Bramming hovedgård kom mere om mere til at ligne en fæstning, eller kz. lejr, der blev trukket pigtråd rundt om det hele, der kom også en hel del ammunition ind på området. Der blev også sat vagt ved indkørslen. Alle der skulle ind på området skulle kontrolleres. Der gik heller ikke længe inde de tyske soldater begyndte at kalde familien for halve englændere. Og på et tidspunkt blev familien tvunget til at flytte væk fra gården. Flere familiemedlemmer deltog i modstandsarbejdet.

Efter at ha læst det første kapitel, besluttede jeg mig for at søge lidt på Internettet for at se hvad jeg kunne finde om Bramming hovedgård, og jeg kom ind på en Wikipedia side der handlede om gården. Efter befrielsen blev gården ”Russisk flygtninge lejr”. Jeg mener ikke at russerne flygtede til Danmark, men strandede her, efter de havde været tyske krigsfanger.
 
Fortsættes: