Bent Løwe

Danmark rames af Krigen

 
 
Ja hvem skulle tro det, at Danmark blev ramt af anden verdenskrig den 4. september 1939, kun få dage efter anden verdenskrigs udbrud.
 
Både tyskerne og englænderne var tidligt ude, med at minere Nordsøen, nedenfor ses et kort over mineringen af nordsøen, fra Efterretninger for søfarende.
 
 
Lige omkring kl. 00:30 fulgtes Esbjerg fiskekutteren Bob med Skagen kutteren Nordstrand som påsejlede en sømine ca. 70 sømil vest for Vyl. Nordstrand totalforliste, og de fire mand ombord omkom, senere på dagen blev Esbjerg ved en fejltagelse bombet.
 
 
Arne Thomsen skrev denne dag følgende i sin dagbog:

4. september 1939.
”Første bomber over Esbjerg. Mandag Eftermiddag kl. 17.30 kom en ukendt bombeflyver ind over byen og kastede fire bomber der ramte. 1. bombe: faldt på en åben plads i nærheden af Hermetikfabrikken, ingen skade 2. bombe: faldt på et åbent sted lige ved siden af kassefabrikken Vedsted Hansen, ingen skade 3. bombe: faldt i et treetagers hus i Frodesgade 150. Bomben gik helt ned i kælderen før den eksploderede, så virkningen var så stor at huset styrtede sammen. Der blev dræbt en fru Hansen, hendes mand havde køreskole, de boede i stuen. Sygebilen tudede ustandselig, der blev også en masse sårede og chokerede kørt på sygehuset. 4. bombe: faldt i gården Sjællandsgade 26 hvor der stod en barnevogn som væltede af trykket og det lille barn som var i den, faldt ud og blev næsten halvt bedækket af jord, men ellers skete der den ikke noget. Lufttrykket var så stort at alle vinduer gik i husene i nærheden og et cykelskur, som var i gården næsten blev løftet i vejret og en cementtrappe blev fuldstændig skæv. Hullet i gården var tre meter i diameter. Det var en frygtelig forskrækkelse vi fik, der var mange der rejste fra byen. Vi boede på Nygårdsvej 122 så det var jo ikke så langt fra dem som faldt i Sjællandsgade og Frodesgade”.
 
Arne Thomsen blev modstandsmand i Esbjerg. Hele hans dagbog kan læses i bogen "KAFE SKOVKANTEN" udgivet på forlaget Hedelund (www.forlaget-hedelund.dk), hvor man også kan læse om nogle af de narrestreger han lavede under krigen, hvad der skete med ham, da han blev snuppet af Gestapo, og meget mere.
 
Her er hvad vi har fundet ud af om denne hændelse er dette:
Den 2. september var det meningen at der skulle have været afholdt en stor luftmeldeøvelse i Esbjerg med deltagelse af 6-7 militærmaskiner, men den blev aflyst for ikke at skræmme beboerne i Esbjerg, men skræmt det blev de – 2 dage senere og der var det ikke nogen øvelse.

Tirsdag den 4. september mellem kl. 17.00 og 17.30 fløj en engelsk maskine fra nordvest ind over Esbjerg, den kom ind over de store oliebeholdere på havnen og derefter begyndte den at kaste sine bomber, 4 styks i alt. Den første bombe faldt lige bag Hermetikfabrikken på den såkaldte Tjæremark, hvor den skabte et hul på 7m i omkreds og 5 meter i dybden, den anden landede få hundrede meter derfra, nemlig lige bag Vedsted Hansens pakkassefabrik, hvor der også kom et ordentligt krater og den tredje gik gennem ejendommen Frodesgade 150, hvor alle etagerne med et mægtigt brag styrtede sammen og folk på gaden søgte dækning i porte og gadedøre. Den sidste bombe faldt i gården bag ejendommen Sjællandsgade 26. Nedslaget var her så voldsomt, at et stort træ væltede, jord og sten røg op over den 2-etagers ejendom og langt ud på gaden. Ruderne i denne og de nærliggende ejendomme knustes. Så forsvandt flyveren i sydvestlig retning – ud over havet, hvor den var kommet fra. 

Den 3. bombe ramte ejendomskomplekset Frodesgade 150-152. Bomben gik ned tæt ved skorstenen i nr. 152, tog en skrå retning mod øst og eksploderede omtrent i stueetagen i ejendommen nr. 150. Få sekunder efter styrtede det meste af nr. 150 sammen, og halvdelen af nr. 152, således at i alt 9 lejligheder, nemlig seks i nr. 150 og 3 i nr. 152, blev fuldstændigt raserede. Ved bombenedslaget blev den 26 årige Fru Edel Hansen dræbt og tre andre, der befandt sig i huset, blev såret. De sårede var: Fru Anna Elisabeth Hansen, der pådrog sig en del hudafskrabninger og et chok, hendes 4årige datter Gunvor, blev også indlagt på sygehuset, men hun var dog ikke såret. Evald Sørensen, Frodesgade 17, der havde brækket armen. Fru Anna Petersen, Frodesgade 150, indlagt med chok og muligvis en beskadigelse i ryggen. Desuden blev ca. 10 andre kørt på sygehuset. Nogle med hudafskrabninger, andre chokeret, men dog ikke mere end de hurtigt kunne sendes hjem.

 Den 4. bombe faldt ved Sjællandsgade 26, i gården, så alle ruder i boligkomplekset knustes. Verner fortæller, at der i gården stod en barnevogn, hvori den senere Danmarksmester i gymnastik, Hans Nielsen lå og sov. Barnevognen blev fyldt med jord, men der skete ikke noget med drengen. I Vestkysten den 5. september står der et stykke om bomberne, men i det stykke er Hans Nielsen ikke nævnt, derimod står der: Der så forfærdeligt ud i gården, hvor bomben var faldet, fortæller fru Skelmose. To små børn af fiskeeksportør Georg Rønn, den 1-årige Flemming og den 4-årige Loa, var næsten blevet begravet af de opkastede jordmasser. Beboerne i huset fik de to små gravet frem. De fejlede tilsyneladende intet, men børnenes barnepige var blevet ramt af projektil splinter i det ene ben, hun blev båret bort.

 Virkningerne af bombernes nedslag var frygtelige. I flere hundrede meters omkreds splintredes vinduerne. De omkringliggende gader og særlig Frodesgade var oversået med glassplinter. Eksplosionerne var så kraftige, at flere huse så langt væk som Valdemarsgade, Østergade og Knudsgade rystede.

Med beundringsværdig ro og hurtighed blev redningsarbejdet sat i gang. Den sidste støvsky fra det sammenstyrtede hus havde endnu ikke lagt sig, før folk fra gaden og de omkringliggende ejendomme kom farende for at hjælpe til. Men først da politi og redningskorps nåede frem, kom der system i arbejdet.

Zonens redningskorps nåede først frem til ulykkesstedet og der mødte naturligvis redningsfolkene et grufuldt syn. I en stor dynge murbrokker lå vognmand Hansens Hustru Edel. Hun rørte sig ikke. Driftsleder Skov Nielsen fik hende gravet fri, men det viste sig at hun var død.

På 2. sal i den lejlighed der stødte op mod nr. 148 sad en ung dame og skreg i vildelse. Hun ville springe ud fra gavlen, men det lykkedes redningsfolkene at berolige hende og hun blev siddende deroppe, indtil man kunne redde hende ned ved hjælp af en stige.

De øvrige blev hjulpet ud gennem vinduet i stuelejligheden 150 tv. Opgangen var jo spærret af sammenstyrtede mursten og bjælker. Men stille og roligt blev de sårede og chokerede mennesker bragt ud på gaden, hvor ambulancerne holdt klar og de blev kørt på sygehuset. Ambulancernes tuden gennem gaderne havde, sammen med eksplosionerne, kaldt folk til i tusindvis og det varede derfor noget, inden politiet kunne få foretaget den nødvendige afspærring.

Driftsleder Havemose, Falcks redningskorps, ledede redningsarbejdet. Med hjælp fra det frivillige mandskab blev der foretaget en hurtig og midlertidig afspærring lige foran den sammenstyrtede ejendom, så det egentlige redningsarbejde kunne begynde. Kranvogne blev kørt op, og mens nogle mennesker ryddede mursten af vejen, gik andre i gang med at fjerne de tykke bjælker. Et meget farefuldt arbejde, fordi mange bjælker og murstykker svævede i luften og skulle fjernes inden man kunne komme til. Det tog flere timer. Næsten hver eneste af de udhængende bjælker og spær måtte fjernes. Det der kunne fjernes med håndkraft, blev fjernet, resten blev fjernet ved hjælp af spillet på de kranvogne der var til stede. I timevis fulgte folk i rugende tavshed redningsaktionen, for man vidste jo ikke om der lå flere personer begravet under ruinerne. Med fare for eget liv gik murerarbejdsmand Viggo Nielsen til vejrs for at slå et tov om et bjælke lag, der truede med at styrte ned midt i ruinerne. Han nåede lige at få et gjort tovet fast og komme ned inden en del af murstykket styrtede sammen.

 
Muligvis er det Viggo Nielsen der ses her, på vej op 

Dette uventede bombardement startede en panisk flugt ud af Esbjerg, både med bil, rutebil, tog og på cykel forsvandt folk ud af byen med så meget oppakning de overhovedet kunne slæbe med sig, der gik rygter om nye angreb:

- at der lå krigsskibe ved Fanø

- at Holsted var bombarderet

- at Sønderjylland var besat,

- at Esbjergs havn skulle bombarderes

- at København også var blevet sønderbombet.

Mange søgte mod Thyborøn og Ringkøbing, andre søgte mod Fyn eller bare til familie ude på landet. Først efter flere dages forløb faldt sindene atter til ro og folk begyndte langsomt at vende hjem.

Den 4. september om aftenen ankom fra København en kommission, der i samarbejde med politiet, konstaterede at bomberne var af engelsk fabrikat. Som forklaring på bombeangrebet opstillede man den teori, at flyveren enten havde kastet bomberne over Esbjerg i den tro, at han befandt sig over Tyskland, eller at mekanismen, der holdt bomberne på plads, havde svigtet. Over for udenrigsministeriet anerkendte den engelske gesandt kommissionens resultater og England påtog sig erstatningspligt.

Den næste dag indkaldte borgmester Mortensen byrådet til ekstra ordinært møde. Han gav udtryk for rådets ”Medfølelse med alle de ulykkelige mennesker, som ulykken mere eller mindre ramte… Den ulykke, der passerede i går aftes og som kostede et menneske livet, har grebet os dybt, fordi vi derigennem har fået krigens råhed og gru tæt ind på livet. Vi kan derigennem skimte, hvad der venter den civile befolkning, dersom det ikke fortsat skulle lykkes at holde vort land uden for krigen”. Medlemmerne, der hørte borgmesterens udtalelser stående, tilsluttede sig derefter, at byen kom de ramte borgere økonomisk til hjælp, indtil en definitiv ordning af erstatningsspørgsmålet var blevet truffet.
 


 

Her er teksten fra dødsanoncen:
Min kære hustru, Leifs gode moder
Edel Hansen
f. Enevoldsen
er i dag afgået ved døden efter et ulykkestilfælde
Esbjerg den 4. september 1939
På familiens vegne: Marinus Hansen
Begravelsen foregår fra Zions kirke søndag den 10. september kl. 2½
Evt. kranse bedes sendt til Rasmussen, Nygårdsvej 140
 
Ved en gribende og storstilet højtidelighed blev Esbjergbombens offer, fru Edel Hansen, begravet fra Zions kirke i Esbjerg. Allerede længe før kirken åbnede, stod der store skarer udenfor og da der blev lukket op, varede det kun få minutter, før det store kirkerum var fyldt til sidste plads og mange måtte stå op. Overalt i byen vajede flagene på halv, et bevis på befolkningens store medfølelse og deltagelse.

Kirken var meget smukt pyntet. Farverige gladiolus og små gule blomster var bundet til kirkestolene og den hvide kiste var smykket med lyserøde roser. Ved foden af kisten stod den store smukke laurbærkrans fra kongeparret og ned af midtergangen lå mange smukke kranse, store og små dekorationer og et hav af buketter. 

En lang række kranse var signerede. Kransen fra den engelske regering bar følgende tekst ”In deepest sympathy from his Majesty of the United Kingdom”. Fra den britiske legation i København: ”His Majestys British legation in Denmark”. Der var kranse fra British Consulate i Esbjerg, Esbjerg Byråd, Esbjerg Kørelærerforening, Esbjerg Fiskeriforening, Esbjerg Fiskeeksportørforenings Ekspeditionskontor, International Autotransport, Dansk Automobilfabrik, Falcks Redningskorps, Zoneredningskorpset, Taxa, Esbjerg Fiskeskipperforening, Sømændenes og Søfyrbødernes forbund, Esbjerg Håndværker og Industriforening og derudover en masse almindelige borgere. 

Ved siden af kisten paraderede 12 faner fra forskellige foreninger og sammenslutninger.

I den forreste kirkestol sad ved siden af båren, afdødes dybt nedbøjede ægtefælle, vognmand Marinus Hansen og Edel Hansens nærmeste familie. I koret sås en række særlige repræsentanter for forskellige myndigheder. Der var stiftamtmand Ulrich Friis, der straks efter ankomsten overbragte Kongens og Dronningens hilsen og gav udtryk for Majestæternes deltagelse idet stiftamtmanden repræsenterede Kongeparret.

Politimester Hebo, der repræsenterede Statsministeriet. Dommer Brynjuit Rasmussen. Orlogskaptajn Riis Carstensen fra ”Hvidbjørn”, borgmester Mortensen i spidsen for en række repræsentanter for Esbjerg Byråd. Postmester Jørgensen, redaktør Knud Ree, viceinspektør Damgaard Petersen, murermester Kr. Jensen, direktør Johan Olsen, kobbersmedemester Carl Graff, gasaflæser og formand for Kommunisterne Rosendahl, redaktør Høyer-Nielsen, landstingsmand Albert Andersen, lærerinde frk. Espelund, socialinspektør Jespersen, pantefoged L. M. Nielsen, chauffør Vald. Jensen, formand J. Christensen og kommunaldirektør Hans Nielsen.

De engelske myndigheder og konsulatet var repræsenteret ved konsul Ludvig Christensen og den til Esbjerg særlig udsendte konsul Commander Ouchterlony. Endvidere sås provst Kjærgaard samt præsterne Bentzen, Ivertsen, Aagaard og Madsen.

Højtideligheden indledtes med en indgangsbøn ved kirkens reservekapellan, pastor S. Birke og efter afsyngelsen af ”Lyksalig, lyksalig” holdt pastoren en jævn og gribende tale, der i let forståelige ord havde sit tydelige budskab til alle og samtidig gav udtryk for trøst til de efterladte. Han sagde blandt andet: ”I Esbjerg er mange vant til at tjene til føden under forhold, som tit betyder at livet sættes som indsats. Alligevel lammedes hele vor by af forfærdelse i mandags, da de dumpe drøn forkyndte, at en flyver sendte sin ødelæggende bomberegn ind over byen. Det var det ganske uvante og uventede, der greb os med sin gru. Og vor forfærdelse tiltog, da vi så den utrolige ødelæggelse, som en eneste bombe havde forvoldt. Esbjerg er blevet kaldt den mest flyve interesserede by i Danmark, men på krigens første dag blev den forvandlet til den by, der mindst af alle ønsker at se en flyver over sine hustage. 

Vi har set et glimt af krigens sande ansigt og det har fyldt os med afsky. Vi har set, at dens sande væsen kun er ødelæggelse af værdier, både menneskelige og materielle. Vi forstår nu, at den ulykke, der har samlet os her i dag, i medfølelse om denne lille hårdt ramte familie, var en ubegribelig fejltagelse og meningsløshed. Så meget mere sørgeligt er det for dem, der blev et offer for en så frygtelig meningsløshed.

Fru Hansen er i dag for os alle symbolet på det neutrale Danmark, der også får sin part af krigens lidelser. Den materielle skade kan erstattes, men her ved denne kiste står vi ved det uoprettelige tab. Trøstende ord er fattige ved en sådan lejlighed, men tiden er så ond, at der er trøst i, når jeg siger, at ingen ved hvad fru Hansen blev skånet for at se i fremtiden. Ingen mister sin sjæl ved at rammes af en bombe, men adskillige er allerede nu ved at synke ned i en griskhed og begærlighed, som sætter deres sjæls evige fred og frelse i den alvorligste fare. Vi takker gud for hvert menneske, der underfuldt blev bevaret midt i denne katastrofe, også for den lille Leif og jeg synes, at her har gud så tydeligt vist dem, vognmand Hansen, Deres opgave. Når Deres dreng blev bevaret så må de ikke synke til bunds i sorgen, men tage livet op igen for at være noget for Deres lille dreng, der lykkeligvis er for lille til at forstå det, der er sket.

Men skal det lykkes, da må De, som vi alle, tage mod ordet i tro, når det siger Gud er vor tilflugt og styrke, en hjælp i angsten, prøvet til fulde. Det var jo mere, der sank i grus i mandags end hus og hjem, det var også Vor tillid til jordiske tilflugtssteder under Vore usikre forhold. Derfor kan vi ikke undvære denne tro. Gud er vor tilflugt og styrke. Som barnet, der i sin nød søger hjem til sin mors favn, sådan må vi søge vor tilflugt hos vor himmelske fader. Det er det eneste der kan give os den jernhårde fred og styrke i sindet, som vi nu har brug for Gud er os nær. Hvad der end sker, er der intet der kan rive os ud af hans ånd, når vi blot selv ønsker at være der. Angst og uro vil vi ikke blive sparet for i fremtiden. Hvor er det da godt at hvile i den vished, at Guds frelse står urokkelig fast og giver os hjælp i angsten. Korset står fast mens verden skifter...” 

Fra koret sang nu den unge Esbjerg koncertsanger Erh. Iversen med sin skønne, fuldtonede røst ”Den store hvide flok”, hvorefter Borgmester M. Mortensen trådte hen foran båren.

Borgmesteren sagde blandt andet: ”Her ved fru Hansens båre ønsker jeg at udtale min dybeste medfølelse med dem, der blev tilbage. Denne frygtelige ulykke udslettede på et eneste øjeblik en moder, en hustru og vi udtrykker vor deltagelse. Vi, der på nærmere eller fjernere hold var vidner til denne katastrofe, forstår denne følelse af gru og den sorg, der griber og overvælder dette hjem, som nu i stedet for, som før, at være fyldt med hvile og ro, pludselig blev omdannet til en ruinhob. Vi så et glimt af krigens hårdhed og brutalitet overfor værgeløse mennesker. Døden er en uvelkommen gæst i alle hjem, men i dette tilfælde rammer den dobbelt hårdt. Vi møder derfor frem i dag for at vise fru Hansen den sidste ære. Mindet om denne dag og om fru Hansen vil leve længe i blandt os…”

Efter salmen ”Kirkeklokke, ej til hovedstæder”, blev kisten båret ud fulgt af den sørgende familie, mens koret sang, ”Den store Mester kommer”. Langsomt bevægede det store følge sig ud til den nye kirkegård.

Her forrettede pastor Birke jordpåkastelsen og fremsagde Fadervor og man sang ”Alt står i Guds faderhånd”.

På vognmand Hansens vegne udtrykte parkeringsmester Johan Rasmussen en hjertelig tak for den store deltagelse. En særlig tak rettede han til Kongen og Dronningen, den engelske regering, ministeriet Stauning og de kommunale myndigheder i Esbjerg for udvist opmærksomhed. 

Byen faldt ret hurtigt til ro igen, der skete jo ikke mere. Men bombningen og den deraf følgende utryghed, førte dog til at der blev opstillet et luftværnsbatteri ved Femhøje, der blev lavet en ordning blandt medlemmerne af Esbjerg Lægeforening, så alle medlemmer vidste hvordan de skulle forholde sig ved et nyt angreb, 75 husmødre tog på samariterkursus og stillede sig til rådighed for den civile luftfartstjeneste og mere end 200 personer meldte sig som bloddonorer, samtidig blev der oprettet en marinestation, med stationering af inspektionsskibet ”Beskytteren”. I de følgende måneder skete det jævnligt at Esbjerg blev overfløjet af både engelske og tyske maskiner og både batteriet og inspektionsskibet måtte flere gange skyde efter dem.
 
Som følge af bombningen i Esbjerg, forlangte tyskerne, at der blev opstillet nogle luftværnsbatterier i Sønderjylland, og det rettede man sig efter, for husfredens skyld. Ved Esbjerg blev der opstillet et batteri ved Femhøje, der ligger ca. 3,5 km nord for Esbjerg havn. Styrken der skulle bemande dette batteri bestod af 150 mand incl. befalingsmænd.
 
Soldaterne blev delt i to vagthold, de blev indkvarteret i fem telte, hvilket ikke var holdbart da vinteren nærmede sig. Resultatet blev, at soldaterne blev indkvarteret i hytterne der udgjorde Fovrfeld ferieby. Selve luftværns batteriet blev flyttet til stranden umiddelbart i nærheden af feriehusene, i området hvor de store hvide mænd står i dag.