Bent Løwe

De rusisske flygtninge tager hjem

Bag pigtråd og hegn del 4
 
Majoren
Efterhånden fandt Blåvandlejren sin egen rytme, det blev til en hel lille landsby med barber, snedkeri, skrædder og skomager. Der blev dannet et Balalajka orkester på omkring fyrre personer, og der blev øvet i at danse folkedanse. I kultur barakken var der koncert og dans næsten hver eneste aften. Der blev også indimellem viet par, og det var lejrchefen dr. Moltved der klarede denne sag.

Der blev egentlig ikke foretaget nogen kirkelige handlinger i lejren, men da et barn døde i lejren, blev der foretaget en kirkelig begravelse. Børnene bad fadervor, havde et gammelt helgen billede i barakken. Når de tog til havet for at bade, kunne Paul Lund se, at en del mænd gik med dåbskors. Men da han altid var på farten, lærte han aldrig andre end de russiske flygtningene fra Bramming Hovedgård at kende, men han giver udtryk for, at alle i lejren virkede til at være glade og tilfredse med forholdene i lejren, dog forsonede de sig aldrig med lejrens beliggenhed, hvilket er ganske forståeligt, hvem ønsker at bo midt i et minefelt, hvor der dagligt kunne høres mine eksplosioner, og hvor de risikerede at se kroppe der var sprunget i luften, hvilket er nævnt en enkelt gang i beskrivelsen.

Den helt store begivenhed i lejren var, da en automobil ankom til lejren, i bilen var nogle russiske officerer, og blandt dem var den ene Major af rang. Så snart børnene så officererne begyndte de at råbe og skrige russiske officerer, alt imens de dansede rundt. Børnene forstod nu, at de ikke var glemte, og håbede på snart at komme hjem. Majoren var kommet for at informere de russiske flygtninge om, at de snart ville blive hentet hjem. Da majoren var færdig med sin tale, fik lejrens beboere mulighed for at stille spørgsmål.

Efter majorens besøg i lejren, blev der en urolig stemning, russerne var rastløse, og talte hele tiden om hjemrejsen.

Bevægende dage
Så kom opbruddet, og Paul Lund fik rigtigt travlt, der skulle skaffes varer til at sælge i kantinen, pludselig ville alle have flæske konserves med sig. Han handlede ind, ekspederede alt det hans kræfter rakte, men det var ikke nok. Børnene han havde fulgt siden ham lærte dem at kende hjemme på Bramminge Hovedgård tilbød at hjælpe ham, og det fik de lov til.

Der blev købt ind til børnenes afskedsfest, og der var også købt en lille gave til hvert barn, gaven blev sat foran hver kuvert på bordet. Børnene var selvfølgelig glade, men Paul Lund var bedrøvet, for hans vedkommende mistede livet en del af sin glans, når børnene var borte.

Børnene opdagede hvordan han havde det, og pludselig bøjede de hovederne, så var det Paul Lund foreslog dem, at nu skulle de se hvem der kunne larme mest, og det syntes børnene var en god ide. Paul Lunds sidste opgave var, at gøre børnene rejseklar. Alt blev pakket.

På rejsedagen veg Edmund, der nærmest havde været som en søn for ham, ikke fra hans side. Toget rangerede ud på sporet på heden mellem Oxbøl og Blåvand. Flygtninge og bagage blev transporteret til toget i lastbiler, og da alle Paul Lunds små venner var ombord på toget, tog han afsked med dem. Det blev til en rørende afsked mellem ham og børnene, efter de havde været sammen i tre måneder. Der blev fløjtet afgang, og Paul Lund måtte springe af toget.