Blog / Augustoprøret 1943

Augustoprøret

 
 
Vi skriver 2018, og det er nu 75 år siden augustoprøret i 1943 fandt sted. Den 29. august 1943 ophørte den danske regering med at fungere. Tyskerne indførte undtagelsestilstand.
 
Sabotage aktiviteterne steg kraftigt i løbet af juli måned. Målene var de virksomheder der arbejdede, eller leverede varer til tyskerne. Jernbanesabotagerne skete også hyppigere, især i de større provinsbyer, og ikke mindst i Esbjerg og Odense. Dette førte til udgansforbud, og det fandt danskerne sig ikke i, de begyndte at strejke, og der opstod en del gadeuroligheder, med slagsmål mellem tyske soldater og den danske befolkning.
 
Strejkerne, urolighederne og de mange sabotager fik Hitler til at kalde den danske rigsbefuldmægtigede Dr. Werner Best hjem. Hitler havde fået nok, og stillede nu nogle krav, som Werner Best skulle stille til den danske regering.
 
Kravene var, der skulle indføres undtagelsestilstand. Regeringen skulle forbyde strejker, natlig udgangsforbud, og sammenstimlen. Ikke nok med det, der skulle indføres dødsstraf for sabotager.
 
Partierne bag samlingsregeringen afviste blankt disse krav, og regeringen accepterede dette. Resultatet blev, at Dr. Wener best fik et nej til kravene. Rigsdagen, Regeringen, og Kongen ophørte med deres respektive funktioner, de holdt ganske enkelt op med at arbejde.
 
I Esbjerg udviklede augustoprøret sig på følgende måde:
Fra bogen Kafe skovkanten, som jeg er medforfatter af.
 
Torsdag den 5. august 1943.
Et sted i Esbjerg sad en flok unge mennesker og satte tændblyanter fast på urtepotter som de senere på dagen fordelte rundt omkring på havnen.
 
Fredag den 6. august 1943.
Den første brand startede fredag nat kl. 0.03 og da brandvæsenet nåede frem stod flere hundrede fiskekasser i brand. Der blev tilkaldt forstærkning fra Ribe og Varde, men de kunne intet stille op. Branden tiltrak en masse mennesker, som ville se hvad der skete.
 
Det passede ikke tyskerne og lige pludselig gik de helt amok, for løs på danskerne og slog dem med deres geværkolber. De fiskere, der prøvede at redde deres kuttere ved at sejle dem væk fra gnisterne, blev hevet op igen, fik slag med geværkolberne og bådene blev undersøgt for sabotører. Så blev folk sure, det var bare for meget, så de begyndte at skære huller i brandslangerne, hvilket kun gav endnu mere ballade.
 
Det meste af resten af dagen var der rimelig ro i byen, men forhandlinger mellem Dr. Best og Kapitän Steckelberg førte til at alle biografer måtte lukke senest kl. 20, offentlige lokaler senest kl. 21 og der kørte ingen toge fra kl. 22, hvor der også var udgangsforbud.
 
Lørdag den 7. august 1943.
Folk var meget utilfredse med udgangsforbuddet og de andre restriktioner, da det var sommer og de ville have lov at gå ud og nyde aftnerne. Lørdag aften begyndte folk at demonstrere og det kom til mange episoder mellem civilbefolkningen og de tyske soldater og mange måtte bringes på sygehuset.
 
Søndag den 8. august 1943.
Kommandanten forlangte udgangsforbuddet skærpet på grund af urolighederne. Lagt oven i tyskernes provokationer de foregående dage vakte det en ubeskrivelig harme blandt esbjergenserne og selv de der normalt mente at man skulle følge ordren om rolig og værdig optræden, syntes pludselig at have fået nok.
 
I løbet af søndagen indtraf flere forskellige episoder og sabotørerne benyttede sig af stemningen og lavede lidt ekstra sabotage. De sprang f.eks politiets garageanlæg og kaffebaren Lido, hvor tyskerne holdt til. Om aftenen var der nye demonstrationer og nye sammenstød.
 
I løbet af aftenen besluttede byens smede at strejke fra mandag morgen til udgangsforbuddet var ophævet.
 
Mandag den 9. august 1943.
Arbejdet nedlægges på samtlige maskinfabrikker og værksteder i byen. Også de der arbejdede for tyskerne, for som de sagde, havde de loyalt passet deres job og havde ingen del i sabotagen, så de ville ikke tillade at tyskerne fjernede en del af den sparsomme tid de havde til at passe deres kolonihaver. Byens arbejdsmænd gik i sympatistrejke. Endnu engang var der mange sammenstød om aftenen.
 
Tirsdag den 10. august 1943.
Arbejdet genoptages de fleste steder, men nogle unge lærlinge ved ”Christola” kom med tilråb til de tyske vagter ved Spangsberg. Tyskerne jog lærlingene ind på fabrikken og da det gik for langsomt, truede de dem med pistolerne. En halv time senere forlod alle arbejdere ”Christola” igen og i løbet af en times tid var næsten alle byens arbejdspladser tomme. Der blev holdt flere møder i løbet af dagen, men strejken fortsatte.
 
Onsdag den 11. august 1943.
Strejkeudvalget uddelte en løbeseddel med følgende tekst:
Til byens arbejdere.
 
En tusindtallig arbejderforsamling, som har været forsamlet på Paladshotellet tirsdag den 10.8.1943, har enstemmigt vedtaget at nedlægge arbejdet som protest mod de indførte ekstraordinære forhold i Esbjerg og opfordrer alle tjenestemænd og arbejdere på samtlige virksomheder at følge denne beslutning.
 
Vand, gas, lys og sygehuset undtaget.
 
Arbejdere i Esbjerg.
Strejkeudvalgets løbeseddel henvendte sig udelukkende til arbejdere og tjenestemænd. ”Frit Danmark” udsendte omtrent samtidig en løbeseddel der appellerede til alle borgere om at støtte strejken og så blev strejken ændret fra generalstrejke til folkestrejke. På grund af tyskernes brutale optræden den sidste tid, var esbjergenserne blevet så ophidsede, at de hellere ville strejke end følge byrådets og fagforeningsledernes opfordring til i ro og orden at gå på arbejde igen.
 
Fra arbejdsplads til arbejdsplads tog man stilling til de to opfordringer - strejke eller arbejde – og arbejdet blev nedlagt. De strejkende gik ned af gaderne og opfordrede forretningsfolk, kontorer, banker og restaurationer til at følge strejken og det gjorde de. Fiskerne blev liggende i havnen med deres både og de fisk der lå parat til at sendes sydpå, blev ikke ekspederet. De statslige og kommunale virksomheder nedlagde arbejdet. På statsbanerne gik godsarbejderne og remisefolkene med i strejken og togtrafikken blev kun nogenlunde afviklet. Telefoncentralen fungerede men både posthus og kommunekontor blev lukket.
 
Esbjerg lå som uddød denne onsdag eftermiddag, i hvert fald hvad arbejde angik. Borgerne spadserede i tusindvis i gaderne og smilte til hinanden, mens de ventede på hvad der ville ske. Ingen steder var der uro eller sammenstød, dette var en ny måde at udleve kongens og regeringens bud om værdig optræden. Skulle der ske noget måtte det være tyskerne der skulle starte, men de blev i det store hele i deres kvarterer hele dagen.

Om eftermiddagen blev politifuldmægtig Halsteen ringet op af statsadvokaten, der meddelte at udgangsforbuddet ville blive ophævet så snart arbejdet var genoptaget. Kl. 17 indkaldtes samtlige formænd for fagforeningerne. Ved hjælp af politiets højtalervogne blev der indkaldt til stormøde på Paladshotellet kl. 20. Her samledes 2500 mennesker i salen, medens 3-4000 afventede resultatet i de tilstødende gader. Det vedtoges enstemmigt at genoptage arbejdet næste dag.
 
Vestjyden august 1943:
Da nazisternes gefreiter, Himmelstrup, fredag den 6. august kom til Esbjerg med sin gangsterbande, var enhver klar over at, nu ville der ske noget. Og formodningen slog til. Allerede lørdag kom undtagelsestilstanden og samtidig satte den tyske terror ind.

Men esbjergenserne lod sig ikke dette byde. Demonstrationerne mod terroren og undtagelsestilstanden lørdag aften belærte med al ønskelig tydelighed magthaverne om, hvorledes befolkningen så på disse overgreb og skærpelsen søndag morgen havde kun til følge at modstanden blev endnu stærkere.

Det blev arbejderne, der gik i spidsen og tog føringen i denne magtfulde nationale manifestation, der klart sagde til vore undertrykkere ”Hertil – og ikke længere!” I løbet af mandagen brød strejkerne ud, de greb om sig om tirsdagen for endelig fra onsdag morgen at lægge alle byens virksomheder stille. Ja, mere end det. Fra de tyske befæstningsværker på Fanø, fra Hjerting, Oksbøl, og helt fra Nymindegab strømmede arbejderne til Esbjerg, visende vore fjender, at danske arbejdere ikke er slaver, der kysser den hånd, der svinger pisken.

Men var det arbejderne der viste vejen, så skal det også siges, at hele byen stod bag dem. Da føltes det, at det var danske, der boede i Esbjerg. Overalt mødte de strejkende den største sympati og solidaritet, butikkerne lukkede, kontorerne lukkede, vore røde venner postbudene hængte taskerne på væggen. Alle, ja ALLE var med.Og det var en tale, de fremmede forstod. Én dag varede strejken, så afblæste ”man” undtagelsestilstanden og Esbjergs befolkning var atter herre i sit eget hus. – Esbjergs arbejderklasse havde atter vist, at den kendte sin kraft og forstod at bruge den på rette måde og til rette tid! Den enighed og den kampvilje, der overalt var til stede, varsler godt for den kommende tid. Disse dage har overbevist alle om, at Esbjergs arbejdere vil møde, hver gang der bliver kaldt.

Derfor hilser vi de esbjergensiske arbejdere og takker dem for deres indsats. Vi bringer dem vor hyldest i forvisningen om, at som de i disse dage har kæmpet for deres nationale værdighed – og sejret, således vil de også kæmpe og sejre i fremtidens kampe, hvad disse end måtte bringe.